Genteknologi - Gensplejsede fødevarer

Tjener, er der et gen i min (tomat)suppe?- En rapport om genmodificerede fødevarer

Kap. 2: Eksempler på GM-fødevarer

2.1 Enzymer og starterkulturer
2.1.2 Danske tilladelser til enzymer m.v.
Tabel 2.1: Tilladelser til brug af enzymer, fremstillet af GMO'er, i levnedsmidler i Danmark indtil sept. 1994
2.2 Planter
2.2.1 Udsætning af GMO'er
2.2.2 GM-tomater
2.2.3 Herbicidresistens



Genteknologien vil få en dramatisk virkning på hele verdens fødevare- og landbrugssystem - lige fra frøet, der sås i jorden, over dyrkningen og høsten, forarbejdningen og markedsføringen og til vor mave - "fra frø til fortæring". Udviklingen har gjort, at det kun er de store, der overlever i kraft af muligheder for investeringer samtidig med, at de overtager større og større markeder (se kap. 1).

Genteknologien rummer på den ene side en række muligheder som f.eks. forbedret ernæringskvalitet og billigere og mere effektiv produktion, men på den anden side også en række udfordringer af etisk, miljømæssig, samfundsmæssig, lovgivningsmæssig og beslutningsmæssig art.

I det følgende bliver der givet er række eksempler på, hvor langt man egentlig er nået med genteknologien indenfor levnedsmiddelområdet, GM-fødevarerne, der her skal forstås som alle de fødevarer, hvor der er en genetisk modificeret organsisme (GMO), eller som er fremstillet ved brug af genteknologi eller ved hjælp af stoffer, der der genteknologisk fremstillet (som f.eks. enzymer) (GM betyder i det følgende genetisk modificeret i alle sammenhænge). De udvalgte eksempler er GM-enzymer og GM-starterkulturer (starterkulturer er bakteriekulturer, der er med til at starte en produktionsproces), eksempler fra planteområdet - udsætning generelt med GM-tomat og herbicidresistente (afgrøder, der er gjort resistente - modstandsdygtige - over for herbicider/plantebeskyttelsesmidler) GM-afgrøder som eksempler - og sidst et eksempel fra det animalske område - GM-kvægvæksthormon.

Kap. 2.1 Enzymer og starterkulturerTilbage til top

I de følgende gives der en kort historisk gennemgang af anvendelsen af enzymer og starterkulturer, fremstillet v.h.a. hhv genmodificerede organismer (GMO'er) og genteknik i udvalgte lande i Europa, hvor der har været en diskussion i hælene på tilladelserne til brug af disse produkter i fødevarer. For alle landene gælder, at enzymer opfattes som et kemisk stof, som ikke i sig selv er en GMO eller indeholder GMO'er. Hvorvidt enzymet er fremstillet med eller uden GMO'er har ingen betydning haft for tilladelsen.

Chymosin i Schweiz

I maj 1990 afsløredes det i en udsendelse i Vesttysk TV, at den første tilladelse til et genmodificeret enzym var givet i Schweiz allerede den 1/8 1988 uden at offentligheden var blevet informeret. Det drejede sig om en tilladelse til et genmodificeret chymosin, en osteløbe der bruges i produktion af ost.

Ansøgeren var det hollandske firma Gist-Brocades, der søgte tilladelse til brug af chymosinet kaldet "Maxiren". Værtsorganismen var svampen Kluyveromyces lactis, som allerede er tilstede i mælkeprodukter (i kefirs mikroflora). Myndighederne gav hurtigt en tilladelse med den begrundelse, at det genmodificerede chymosin var "naturidentisk" og derfor ikke til at skelne fra det naturligt forekommende chymosin, der findes i kalvemaver.

Det vakte en stor opstand og gav anledning til en omfattende debat i Schweiz, der jo er ostenes land. Mange forbrugere følte sig ført bag lyset af myndighederne, der havde holdt tilladelsen hemmelig. Derudover viste det sig, at Sammenslutningen af Osteproducenter, der kontrollerer ca. 90% af alle producenter, i et brev til alle sine medlemmer havde opfordret dem til ikke at bruge det ny enzym. Man var meget bange for at miste det gode image, hvis det kom frem, at der blev anvendt genmodificerede enzymer i schweiziske oste.

Dette brev blev sendet i slutningen af 1988 og blev fremhævet fra osteproducenterne under debatten. Hvorvidt osteproducenterne så også rent faktisk undlod at anvende det ny enzym, er der ingen der ved, da det ikke kan kontrolleres. Det er derfor sandsynligt at visse oste fra Schweiz er produceret v.h.a. Maxiren - også de oste der eksporteres!

- og i andre lande

I henholdsvis 1989 og 1990 fulgte de australske og amerikanske sundhedsmyndigheder trop ved også at tillade brug af genmodificeret chymosin ved produktion af ost. Ansøgeren var i begge tilfælde Pfizer, der fik tilladelse til deres chymosin kaldet "Chymax", der som værtsorganisme bruger E. coli K12. Det tog iøvrigt myndighederne i USA 29 måneder at tillade produktet. I 1992 antages det, at ca. 35% af al ost produceret i USA produceres ved hjælp af GM-chymosin. I 1991 var det Englands tur til at tillade chymosin fra Gist-Brocades, og senere er 6 andre lande i Europa fulgt efter, herunder Danmark.

De to firmaer Gist-Brocades og Pfizer har allerede været oppe at skændes om, hvis produkt der er bedst. Gist-Brocades holder på, at deres værtsorganisme er den bedste, da E. coli K12 som værtsorganisme er en "langt mindre venlig bakterie". Derfor undlod de at bruge den og brugte i stedet Kluyveromyces lactis. Pfizer har svaret igen med, at E. coli K12 er en af de sikreste og bedst kendte produktions-bakterier.

Debatten skyldes, at begge parter er interesseret i at komme til at sidde på det over 100 mill. pund store verdensmarked. Senere er der dog kommet mindst yderligere et firma til, nemlig Genencor, der i samarbejde med Chr. Hansen's Laboratorium også producerer genmodificeret chymosin, "Chymogen" v.h.a. skimmelsvampen Aspergillus niger var. awamori.

Bagegær i England

I marts 1990 gav de engelske myndigheder tilladelse til at bruge en genmodificeret bagegær som starterkultur til brug ved brødbagning. Den genmodificerede bagegær havde fået indført et gen fra en nærbeslægtet gærstamme, der gav gæren en langt bedre hæveevne end den traditionelle bagegær. Ved bagningen ville gæren blive destrueret og brødet ville derfor ikke indeholde GMO'er. Det var også en af bregrundelserne for den hurtige tilladelse.

Tilladelsen gav anledning til en omfattende debat, mest især fordi den genmodificerede gær var blevet tilladt uden at høre intereseeorganisationerne og uden at informere offentligheden. Der blev især stillet spørgsmål om risici ved at spise brødet, om at der samtidig med denne tilladelse også var givet tilladelse til en udsætning af GM-gæren uden at der samtidigt var foretaget en miljøvurdering (GM-gæren kan ikke indesluttes og må derfor betragtes som en udsætning) og om at tilladelsen var blevet givet i det skjulte uden om offentligheden.

Debatten har medført, at ingen fødevareproducenter nu tør anvende den modificerede bagegær. Hvorvidt det fortsat er gældende, er der ingen der ved, idet der ikke gælder nogen mærkningskrav om, at brød skal mærkes med denne oplysning.

2.1.2 Danske tilladelser til enzymer m.v.Tilbage til top

Anvendelse af enzymer til levnedsmidler, der markedsføres i Danmark, skal tillades af Levnedsmiddelstyrelsen (for eftertiden betegnet LST) inden anvendelsen ifølge tilsætningsstofbekendtgørelsen. I anmeldelsen skal oplyses, hvordan enzymet ønskes anvendt, det teknologiske behov, enzymets fremstilling, opbevaringsforhold samt oplysninger om de sundhedsmæssige forhold.

Enzymer, fremstillet af GMO'er og som anvendes til levnedsmidler, der markedsføres i Danmark, skal anmeldes på samme måde som traditionelle enzymer og der stilles ikke forskellge krav til de to typer enzymer. Der kræves oplysninger om enzymets oprindelse, herunder hvordan den genmodificerede mikroorganisme er fremstillet samt hvilke modifikationer, der der foretaget. Begrundelsen for at der ikke stilles specielle krav er, at det under alle omstændigheder er vigtigt, at levnedsmidlerne er sundhedsmæssigt acceptable.

Da der kun er tale om en anmeldelse af enzymer, vil accpeten fra LST ikke være almindeligt tilgængeligt, da der ikke eksisterer nogen regler for publisering af sådanne accepter, heller ikke når det drejer sig om enzymer fremstillet v.h.a. GMO'er. Dette er fælles for alle anmeldelser af produkter til danske myndigheder og er derfor ikke et specielt fænomen på levnedsmiddelområdet.

Første aktindsigtsbegæring

I foråret 1991 anmodede NOAH's gensplejsningsgruppe om aktindsigt i alle de hidtidige tilladelser af genmodificerede enzymer i Danmark hos Levnedsmiddelstyrelsen (LST), da NOAH havde en mistanke om, at LST allerede havde tilladt enzymer, fremstillet v.h.a. GMO'er, i Danmark ligeledes uden at offentligheden var blevet informeret.

Aktindsigten blev givet uden større problemer og det kom herved frem, at Levnedsmiddelstyrelsen havde tilladt brug af 5 enzymer, fremstillet v.h.a. GMO'er, til levnedsmidler i Danmark (se Tabel 2.1). Den første tilladelse blev givet allerede i juli 1988, og det gør Danmark til det land, der - så vidt det vides - først har accepteret brug af genmodificerede enzymer i levnedsmiddelproduktionen. Den første danske tilladelse blev givet 3 uger før tilladelsen af genmodificeret chymosin i Schweiz.

Hvad angik alle enzymtilladelserne fra Novo blev NOAH nægtet adgang til oplysninger om, hvilken organisme det gen, der var indført i værtsorganismen, stammede fra (donororganismen, se tabel 2.1). Denne oplysning blev åbenbart opfattet som fortrolig på foranledning af Novo Nordisk, idet oplysninger herom var streget over i det udleverede materiale.

I 1993 fik Novo Nordisk også tilladelse til at bruge Novamyl 1500 MG i Holland, men her er der ingen fortrolighed med, hvilken (donor)organisme, der har leveret det indførte gen.

Anden aktindsigtsbegæring

I juni 1994 anmodede NOAH's gensplejsningsgruppe påny om aktindsigt i "samtlige tilladelser til at anvende enzymer produceret v.h.a. genmodificerede organismer, samt andre gensplejsede mikroorganismer, der kan anvendes til levnedsmidler (f.eks. gensplejset bagegær, bakterie-, og skimmelkulturprodukter)".

Formålet med aktindsigten var at få et aktuelt overblik over, hvor mange produkter eller hjælpestoffer m.v., der er produceret v.h.a. genteknologi, der er givet tilladelse til at anvende i levnedsmidler. Anmodningen gjaldt også tilladelser givet til importerede varer.

Efter en del skriverier frem og tilbage i sagen, anmodede LST i slutningen af juni om en nærmere angivelse af de pågældende sager vedrørende enzymer. Samtidigt oplyste LST, at der ikke var givet nogen tilladelser til at anvende "andre gensplejsede mikrorganismer til levnedsmidler."

NOAH fastholdt, at det burde være muligt at få aktindsigt også på enzymområdet af principielle grunde. NOAH stillede sig uforstående over for, at man ikke vil give NOAH og dermed danske forbrugere mulighed for at få viden om, hvilke enzymer produceret ved hjælp og genmodificerede organismer, der er givet tilladelse til anvendelse af i levnedsmidler. Denne viden er ikke direkte offentlig tilgængelig, idet tilladelser til brug af genmodificerede enzymer sker efter en anmeldelse, som ikke bliver bliver offentliggjort nogetsteds, da der er tale om en anmeldelse!

NOAH så sig derfor ikke i stand til at identificere disse sager nærmere. LST afslog så at give NOAH aktindsigt, hvorefter NOAH ankede sagen til Sundhedsministeriet med den begrundelse, at man mente at have præciseret hvilke tilladelser, der ønskedes oplysning om (nemlig alle tilladelser til enzymer, der var produceret ved hjælp af genmodificerede organismer), dels at aktinsigten var begrænset til at omfatte 5-10 sager.

Sundhedsministeriet valgte i september efter "en samlet vurdering af sagen" at omgøre LST's afgørelse, således at gensplejsningsgruppens anmodning om aktindsigt kan imødekommes i dette konkrete tilfælde. Begrundelsen herfor var, at der allerde i 1991 var givet aktindsigt og at det efter LST's egen angivelse var muligt at identificere de pågældende sager. Sundhedsministeriet gjorde samtidtg opmærksom på, at "denne afgørelse ikke skaber præcedens for andre tilsvarende upræcise anmodninger om aktindsigt, heller ikke tilsvarende fra NOAH".

Da NOAH havde vundet den enkelte sag valgte man ikke at gå videre med sagen til ombudmanden, idet dette kun ville trække sagen i langdrag. I sidste ende vil en politisk stillingtagen til spørgsmålet være klart at foretrække. Resultatet af anmodningen om aktindsigten blev, at der siden 1991 var accepteret 6 yderligere enzymer (se tabel 2.1).

I denne sag havde NOAH kun anmodet om Levnedsmiddelstyrelsens acceptskrivelse, som ikke beskriver hverken værts- eller donororganisme.

Offentligheden ikke informeret

Fælles for de danske tilladelser er, at alle er sket uden nogen information til offentligheden. Der er ganske vist ikke decideret noget lovkrav om dette, da produktet kun skal anmeldes, men både producenterne - Novo Nordisk og Chr. Hansen's Laboratorium - og Levnedsmiddelstyrelsen har åbenbart ikke fundet det nødvendigt at informere offentligheden om de ny tilladelser. Det er nemlig omvendt ikke forbudt at informere offentligheden. Man ville åbenbart undgå offentlig debat - ganske som det også blev forsøgt i udlandet.

Ser vi på den debat, der har været i både Schweiz og England om netop tilladelser til det genmodificerede enzym hhv den genmodificerede gær, skete disse også i starten under stort hemmelighedskræmmeri. Alligevel slap nyheden ud på grund af et tilfælde. Det vakte stor - og forståelig - harme blandt mange, at myndigheder og producenter ikke informerer befolkningen om, at man nu havde tilladt genmodificerede enzymer eller en genmodificeret gær til levnedsmidler. Danmark har på dette område gjort præcist det samme.

Det er deprimerende at se, at hverken den bioteknologiske industri med Novo Nordisk og Chr. Hansen's Laboratorium i spidsen eller Levnedsmidddelstyrelsen har lært meget af den debat, der er foregået her i Danmark, da de første tilladelser til produktion via GMO'er blev givet. Også her var en af mange grunde til debatten den udbredte lukkethed, der var hos producenter og myndigheder.

Holdningen er fortsat den samme: Hvad befolkningen (forbrugerne) ikke ved og ikke via lovgivningen skal informeres om, ja det skal de heller ikke have at vide frivilligt!

Konkluderende er status altså i øjeblikket, at myndighederne med lovgivningen i hånden har besluttet, at danske borgere ikke længere skal kunne få generel indsigt i, hvilke tiladelser til anvendelse af GM-enzymer, der bliver givet i fremtiden af LST. Ligeledes er det et faktum, at de danske myndigheder opfatter oplysninger om, hvilken donororganisme, der er anvendt for at fremstille den genmodificerede mikrorganisme, der skal fremstille GM-enzymet, som fortrolige. Begge disse oplysninger er det naturligt for de hollandske myndigheder at oplyse om som led i deres tilladelse til GM-enzymer m.v., der sker i fuld offentlighed.

Dette hemmelighedskræmmeri opfatter jeg som helt uacceptabelt. Derfor må der gribes ind politisk, idet det er en politisk afgørelse, hvorvidt det skal være muligt for danske borgere at have de samme rettigheder som de hollandske, nu hvor myndighederne med den eksisterende lov har sagt fra.

Formålet med dette forslag er at skabe åbenhed om disse forhold. Forslaget vil således sikre, at de borgere, der måtte ønske det, altid vil kunne få at vide, hvor mange tilladelser på genteknologiområdet, der er givet i Danmark og hvilke levnedsmiddelkategorier, de må bruges til.

Forslaget betyder, at der vil blive den samme åbenhed om accepten/godkendelsen af de omtalte genetisk modificerede levnedsmidler m.v. som for udsætninger og produktion i og med at der vil ske en løbende offentliggørelse på samme måde som for godkendelser til markedsføring af genetisk modificerede organismer, godkendelser til forsøgsudsætninger, godkendelser til storskalaforsøg og importtilladelser m.v., hvor miljøministeren har tilkendegivet, at disse løbende vil blive offentliggjort i Miljøstyrelsens tidsskrift MiljøDanmark. På levnedsmiddelområdet foreslås der blot publicering i Levnedsmiddelstyrelsens tidsskrift, LST nyt.

Hvorvidt de accepterede GM levnedsmidler m.v. så faktisk også bliver brugt i de pågældende levnedsmidler hverken kan eller skal myndighederne (LST) oplyse, da de ikke nødvendigvis ligger inde med viden herom, da der jo normalt gives en generel tilladelse. Det må her og nu alene være producenterne eller supermarkedskæderne, der vurderer, hvorvidt de ønsker at oplyse herom.

På snarligt sigt kan man så kun håbe for alle parter, at der bliver mærkningspligt på området, som vil løse en del af de ovenfor nævnte problemer og hvor man så kan tage hele spørgsmålet op til revurdering.

Tabel 2.1: Tilladelser til brug af enzymer, fremstillet af GMO'er, i levnedsmidler i Danmark indtil sept. 1994Tilbage til top

Produkt: TS-25 AmylaseTM, en maltogen amylase, der nedbryder stivelse
Anvendelse: tilladt til anvendelse i maltose-sirup og andre "ikke standardiserede sukkerprodukter"
Værtsorganisme: Bacillus subtilis
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 7/7 1988
 
Produkt: Chymogen og Chymogen S (Chymosin), en osteløbe
Anvendelse: til fremstilling af ost og osteprodukter
Værtsorganisme: Aspergillus niger var. awamori
Donororganisme: Chymosin-gen klonet fra en kalv
Producent: Genencor og Chr. Hansen's Laboratorium
Ansøger: Chr. Hansen's Laboratorium
LST Accept: 26/1 1990
 
Produkt: Liquozyme 280L, en amylase
Anvendelse: til fremstilling af øl, andre maltdrikke og spiritus
Værtsorganisme: Bacillus licheniformis
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 8/10 1990
 
Produkt: Novamyl 1500 mg, en variant af TS-25 amylase,
Anvendelse: Novamyl forsinker ældning i f.eks. franskbrød og mel og er tilladt hertil.
Værtsorganisme: Bacillus Subtilis
Donororganisme: Et amylase-gen fra Bacillus stearothermophilus (FORTROLIGT i Danmark, men ikke i Holland!)
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 9/10 1990
 
Produkt: Termamyl 120 L type LSG, et enzym der nedbryder stivelse
Anvendelse: tilladt til bl.a. sukker og ikke standardiserde sukkerprodukter
Værtsorganisme: Bacillus licheniformis
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 17/10 1990
 
Produkt: Maturex
Anvendelse: ved fremstilling af henholdsvis øl og spiritus
Værtsorganisme: ?
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 25/6 1991
 
Produkt: Propase
Anvendelse: ved affedtning af oksetarme
Værtsorganisme: ?
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 6/7 1992
 
Produkt: SP 537, et enzymprodukt
Anvendelse: ved fremstilling af henholdsvis øl og spiritus
Værtsorganisme: ?
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 6/11 1992
 
Produkt: Termamyl, i varianterne 60L og 120L
Anvendelse: ved fremstilling af standardiserede sukkerprodukter (dextrose (monohydrat eller anhydrid), glucosesirup (herunder tørret) og sukker (halvhvidt, hvidt eller ekstra hvidt)) ikke-standardiserede sukkerprodukter (fructose- og maltosesirup), øl, spiritus og dextriner
Værtsorganisme: ? (Bacillus licheniformis?)
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 25/6 1993
 
Produkt: Maxiren (chymosin), en osteløbe
Anvendelse: til fremstilling af ost og kasein
Værtsorganisme: Kluyveromyces lactis
Donororganisme: Chymosin-gen klonet fra en kalv
Producent: Gist-Brocade
Ansøger: De Danske Mejeriers FællesIndkøb
LST Accept: 23/7 1993
 
Produkt: Novoren
Anvendelse: ved fremstilling af ost
Værtsorganisme: ?
Donororganisme: FORTROLIGT
Producent: Novo Nordisk
Ansøger: Novo Nordisk
LST Accept: 24/2 1994

Kap. 2.2 PlanterTilbage til top

For at give en fornemmelse af, hvad der arbejdes på i de genteknogiske firmaer m.v. er det valgt her først at se på de udsætningstilladelser, der er givet i hhv. EU og USA. De giver tilsammen et godt billede af, hvilke landbrugsprodukter, der hurtigst kan forventes på vort middagsbord.

2.2.1 Udsætning af GMO'erTilbage til top

Hvad angår EU burde det være en let sag, idet miljøminister Svend Auken i betænkningen over forslag til miljø og genteknologi, afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget d. 2. maj 1991, har afgivet følgende løfte:

Løftet skyldtes, at der i udvalget var udtrykt bekymring for en manglende åbenhed på området og der var et flertal for, at det var vigtigt at sikre åbenhed i alle sager om udsætninger, også i de andre EU-lande.

Ved en gennemgang af MiljøDanmark siden 1991 kan det ses, at miljøministeren ikke har overholdt sin tilkendegivelse, hvad angår forsøgsudsætninger af GMO'er. Nogen begrundelse herfor er ikke givet, hverken i MiljøDanmark eller til Miljøudvalget. Der foreligger således ikke længere løbende informationer på dansk om dette vigtige emne!

Imidlertid udgiver Kommissionen (DG XI) de såkaldte SNIF's (Summary Notification Information Formats), som fortæller hvor mange forsøgsudsætninger der har fundet sted i EU og hvad det er for organismer, det drejer sig om i perioden fra 21. oktober 1991, hvor direktivet om udsætning trådet i kraft.

De antal udsætninger, der indgår i denne optælling er imidlertid ikke det samme som det samlede antal udsætninger eller med antallet af ansøgte udsætninger. Det skyldes, at flere udsætningsager løber over flere år, på forskellige steder eller at der foretages forskellige manipulationer med den samme plante. Derfor må tallene i SNIF siges at være en overvurdering af det antal udsætninger af en bestemt organisme, der reelt har fundet sted.

Det fremgår heraf, at der er foretaget 292 udsætninger i EU indtil 1/ 7 94, men som nævnt er det reelle tal mindre. Hovedparten af forsøgsudsætningerne i EU drejer sig om planter, hvor de hyppigst udsatte er raps (89), majs (57), kartofler (41), sukkerroer (36) og tomat (16).

OECD følger forsøgsudsætningerne hovedsageligt i OECD-landene og udgav i 1993 en rapport herom (OECD, 1993). I det følgende bygges der på en artikel fra tidsskriftet Biotechnology fra december 1993, som opridser situationen indtil november 1992.

Ser vi samlet på alle udsætninger viser det sig, at de hyppigst udsatte planter i forhold til det totale antal udsætninger indtil nov. 1992 var majs (37,2%), kartofler (15,7%), tomater (9,1%), majs (8,4%), falx (6,3%), sojabønne (5,2%), bomuld (4,6%) og sukkerroe (2,7%).

Hvad angår indførte egenskaber ligger herbicidresistens klart i toppen. 462 forsøgsudsætninger ud af i alt 794, alts 58% handlede om herbicidresistens. Og af de 462 handlede alene 242 om raps. I afsnit 2.2.2 vil de miljø- og forbrugermæssige konsekvenser af herbicidresistens blive yderligere gennemgået.

Men i løbet af meget kort tid vil det ikke længere på EU niveau længere være enklet og ligetil at få oplysninger om samtlige udsætninger i EU. Det skyldes, at DG XI's SNIF's kun fortæller, hvor mange forsøgsudsætninger der har fundet sted ifølge udsætningsdirektivet! Allerde nu er det muligt også at foretage forsøgsudsætninger i EU, men regulret af anden lovgivning (direktiver eller forordninger som f.eks. om biopesticider, om økologiske produkter, om frø og om nye levnedsmidler m.v.).

Det skyldes, at Kommissionen med fuld støtte af Ministerrådet er gået bort fra den horisontale regulering (en overordnet tværgående regulering, der ikke er produktspecifik) af udsætninger og i stedet er gået over til en vertikal og produktorienteret regulering, hvor der iøvrigt ikke nødvendigvis foretages den samme risikovurdering, som ville gælde for udsætningsdirektivet. Konsekvenserne af dette skift i reguleringsgrundlaget kan skitseres som følger:

Proces-orienteret tilgang:

Produkt-orienteret tilgang:

Forskellen beror altså delvist på, hvorvidt man formoder, at transporten af gener mellem arter øger usikkerhedsniveauet og dermed muligheden for at forudsige GMO'ernes skæbne i miljøet. Industrien er tilhængere af den produkt-orienterede tilgang og nu altså også Europa-Kommissionen og Ministerrådet, mens miljøorganisationer og Europa-Parlamentet er tilhængere af den proces-orienterede tilgang.

Men hvad er det egentlig for egenskaber, der derudover arbejdes med at få indført i planteafgrøderne? Union of Concerned Scientist fra USA har lavet en opgørelse baseret på forsøgsussætningstilladelser fra USA (se tabel 2.1).

Tabel 2.2: Hvor stammer de nye gener i de transgenetiske afgrøder fra:Tilbage til top

Afgrøde Hvor kommer genet fra? Formålet med gen-modificeringen
Kartoffel Kylling
Gigant silke møl
Stor Voksmøl
Virus
Bakterier
Øget sygdomsresistens
Reduceret bruningsskade
Øget sygdomsresistens
Herbicidresistens
Majs Hvede
Ildflue
Bakterier
Reduceret insektbeskadigelse
Indførsel af markørgener
Reduceret insektbeskadigelse
Tomat Flynder
Virus
Bakterier
Reduceret frostskade
Øget sygdomsresistens
Reduceret insektbeskadigelse
Tobak Kinesisk hamster Øget sterol produktion
Ris Bønne, pære
Bakterier
Nye lagringsproteiner
Reduceret insektbeskadigelse
Salat, Agurk Tobak Øget sygdomsresistens

Kilde: Union of Concerned Scientists baseret på data fra USDA, 1993.

Antibiotika-resistensgener

Fælles for en lang række udsætninger er, at der anvendes antibiotika-resistens som markørgener. Brug af markørgener betyder, at man bruger specielle gener - der overføres sammen med den egenskab, der nu ønskes overført - der koder for i dette tilfælde modstandsdygtighed (resistens) over for antibiotika. Efter selve genmodifikationen har man brug for at finde ud af, hvorvidt genmodifikationen er lykkedes, og hertil anvendes der i stor stil antibiotika-resistensgener. Det betyder, at man efter genmodifikationen kan behandle de genmodificerede organismer med antibiotika, og det vil så kun være de organismer, der er modstandsdygtige over for antibiotika (og dermed er modificerede), der overlever.

Brugen af antibiotika-resistens som markørgener har været kritiseret fra forskellig side. Det kan ikke udelukkes, at en udbredt brug af denne form for markørgener kan nedsætte visse antibiotikas effektivitet, hvis enzymet fortsat fungerer efter indtagelsen af planten. Hvis det er tilfældet kan det betyde drastiske følger for mennesker med sygdomme, der kræver behandling med antibiotika (Levy, 1992).

Der kan også opstå miljømæssige problemer. Risikoen består primært i, at der er en mulighed for at der kan ske en overførsel af disse gener til bakterier. Risikoen er naturligvis størst, hvis der er tale om sygdomsfremkaldende bakterier. Denne overførsel kunne f.eks. finde sted i forbindelse med, at de nedbrudte plantedele inklusive markørgenerne ophobes i jorden gennem årene, hvor de bakterier, plantedelene så kommer i kontakt med, muligvis kan udvikle resistens (se f.eks. Bryant, 1992).

Som det fremgår af afsnit 2.2.2 gav de amerikanske sundhedsmyndigheder grønt lys for brugen af kanamycin-resistensmarkørgener i forbindelse med godkendelsen af en GM-tomat, også set i lyset af, at kanamycin er forbudt til humant og veterinært brug i USA.

Denne afgørelse blev givet uden at tage hensyn til, at der faktisk findes metoder til at fjerne markørgenerne og dermed det selvskabte problem. For det centrale spørgsmål er: Hvis der nu er en risiko, selvom den er meget lille, hvorfor så overhovedet løbe en risiko, nu hvor der findes alternativer til at eliminere årsagen til problemet?

Alternativerne består i, at det idag er muligt at bruge andre typer af markørgener, ligesom det er teknisk muligt at fjerne markørgenet efter selve gensplejsningen, hvor dets rolle er udspillet, og derfor kan opfattes som en ekstra bagage. Metoden består i, at markørgenet er mærket på en måde, der muliggør at fjerne det igen ved hjælp af et enzym (se f.eks. Bryant, 1992).

For de ansvarlige firmaer er svaret entydigt: Alene de etiske og fragmatiske grunde er gode nok til at det burde være en selvfølge, at fjerne markørgenerne igen efter at de har udtjent deres rolle og således kun kan betragtes som en unødvendig, men sundheds- og miljømæssigt, problematisk bagage.

I forbindelse med en ansøgning fra Maribo Frø om forsøgsudsætning af genetisk modificerede kartoffelplanter i foråret 1993 i Danmark, fremførte NOAH's gensplejsningsgruppe det synspunkt, at brug af antibiotika-resistensgener burde vurderes sundhedsmæssigt samtidigt med den miljømæssige vurdering ved forsøgsudsætningen.

Det afviste Miljøminister Svend Auken, men i et brev til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg dateret d. 3. juni 1993, lovede han at tilstille udvalget en redegørelse over det amerikanske Food and Drug Administration's (FDA) syn på anvendelsen af antibiotika-resistensgener og en redegørelse for, hvorfor kanamysin-resistensgenet af FDA betragtes som et tilsætningsstof.

Foreløbig er der intet, der tyder på, at Miljøministeren har holdt sit løfte. Levnedsmiddelstyrelsen har i forbindelse med deres vurdering af den herbicidresistente raps her i foråret ikke haft nogen indvendinger mod brug af kanamycin-resistensgenet som markør, på trods af det er i medicinsk brug i EU til forskel fra USA, hvor det er forbudt. Det gør en væsentlig forskel, anførte NOAH i forbindelse med høringsrunden.

En arbejdsgruppe under WHO har også diskuteret de sundhedsmæssige aspekter ved brug af markørgener, herunder antibiotikareistens-gener, i genmodificerede planter (WHO, 1993). En af arbejdsgruppens konklusioner var, at det ikke i øjeblikket var muligt at udarbejde en positivliste over plantemarkørgener, som ikke samtidigt gav anledning til bekymringer om sikkerheden ved fødevaren ved konsumering.

NOAH's synspunkt vedrørende markørgener støttes af myndighederne i England, hvor den engelske rådgivningskomité om nye levnedsmidler (ACNFP) i sommeren 1994 udgav en rapport om brugen af antibiotikaresistens-markørgener. Heri foreslår komitéen følgende:

  1. Genetisk modificerede mikroorganismer, som skal indtages levende i fødevarer til mennesker såsom mælkesyrebakterier, kan ikke tillades at indeholde antibiotikaresistens-markørgener. Der er udviklet alternative metoder og procedurer til at fjerne disse markørgener og de skal derfor anvendes.
  2. Brugen af antibiotikaresistens-markørgener i fødevarer fra genetisk modificerde planter og fra ikke levende genetisk modificerede mikroorganismer skal evalueres fra sag til sag. Den sundhedsmæssige vurdering af fødevare-GMO'en skal bl.a. inkludere:
  3. Forskningsmiljøerne skal mindes om udbredelsen af den antibiotika-resistens, der er tilstede i mikroorganismer og skal gøres opmærksom på de virkninger, der har på den menneskelige sundhed og sikkerhed såvel som for veterinær medicinsk praksis.
  4. Forskere, der udvikler fødevare-GMO'er skal opmuntres til at udvikle og bruge alternativer til antibiotikaresistens-markørgener og/eller metoder til at lette de, der allerede anvendes.

Komitéen har kun vurderet de sundhedsmæssige konsekvenser af brug af markørgenerne. De miljømæssige konsekvenser ved anvendelse af disse markørgener er ikke vurderet i denne rapport. Hvad der f.eks. sker, hvis resistens mod f.eks. kanamycin spredes fra de de genetisk modificerede plnnter til f.eks. jordbakterier eller til vilde planter, er et åbent spørgsmål, der ikke er vurderet.

Konklusionen er derfor, at brug af antibiotikaresistens-markørgener er helt unødvendige og derfor skal forbydes ved markedsføring af produkter. Der eksisterer fortsat en usikkerhed om konsekvenserne for sundhed og miljø. Det er et faktum, at der allerede eksisterer antibiotika-resistens i de fleste levende organismer. Men det retfærdiggør ikke en unødvendig yderligere belastning til denne naturligt forekommende resistens. Derudover har hidtidigt medicinsk eller veterinært brug af antibiotika betydet, at en række antibiotika idag er værdiløse, fordi der er skabt resistens imod dem.

Det har så igen resulteret i, at visse sygdomme hos mennesker og dyr er langt vanskeligere at behandle end tidligere. Derfor er det helt uacceptablet, at industrien skal have lov til at udsætte os for en sådan risiko, selvom den er lille, ved at få tilladelse til at bruge antibiotika-resistens som markører. De må henvises til at finde på andre metoder, som iøvrigt allerede eksisterer, eller til atter at fjerne antibiotikaresistens-markørgenet igen før en markedsføring af produktet. Det er idag også teknisk muligt.

2.2.2 GM-tomaterTilbage til top

Gensplejset tomater er netop som den første gensplejsede hele fødevare tilladt markedsført i USA. Det er den bioteknologiske virksomhed Calgene, der ved hjælp af gensplejsning har fremstillet en tomat, der rådner langsommere end de almindelige tomater. Det betyder i praksis, at tomaten synes friske i mindst 3 uger efter den er plukket uden særlig lagring. Det er altså tiden mellem høsten (plukningen) og forrådnelsen, der er blevet forlænget.

Calgene har v.h.a. gensplejsning indført et gen, et såkaldt antisense-gen, der hæmmer produktionen af ethylen, der under normale omstændigheder får tomaten til et modne og dermed rådne. Sammen med dette gen har Calgene også indført et såkaldt markør-gen, der bruges til at fortælle forskerne, om gensplejsningen er lykkedes. Det anvendte markør-gen i tomaten er et antibiotika-resistens gen, kanamycin-resistens.

Denne teknik er et eksempel på en overførsel at mekanismer, der er kendt fra bakterier, til højere individer, planter. Mekanismen ser nu ud til at virke i tomater, dog uden at der eksisterer en dybere forståelse for hvorfor.

Årsagen til udviklingen af denne tomat er, at forbrugere i mange lande længe har klaget over og kritiseret den dårlige smag hos de tomater, der kan købes i supermarkederne. Disse tomater er plukket, mens de er helt grønne for så at blive modnet mekanisk ved hjælp af hormongasser.

Calgene påstår nu, at den gensplejsede tomat vil smage bedre. Det skyldes, at den vil blive plukket senere, når tomaten er mere rød, og det skulle give den en bedre smag. Calgenes eget navn for tomaten har da også været "Flavr Savr", der betyder "smagsredder" (Flavour Saver), men markedsnavnet blev "McGregor".

De amerikanske myndigheder

I 1991 besluttede regeringen Bush, at lempe lovgivningen på både miljø- og sundhedsområdet for at lette de bioteknologiske produkters vej til markedsføring. Industrien havde længe klaget over, at lovgivningen for bioteknologiske produkter var alt for striks. Det betød, at både sundheds- og landbrugsmyndighederne indførte nye og lempeligere regler i 1992:

De amerikanske sundhedsmyndigheder indførte regler, der undtog en række genmodificerede fødevarer fra en speciel test inden markedsføring - herunder den gensplejsede tomat. En række genmodificerede fødevarer kan nu sendes på markedet på lige fod med almindelige fødevarer.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har dog fortsat mulighed for at kræve de indførte genprodukter godkendt som et tilsætningsstof (der er jo tilsat et gen så at sige), men denne mulighed vil kun blive brugt, hvis man har en begrundet mistanke om, at der kan være sundhedsskadelige virkninger.

De amerikanske sundhedsmyndigheders beslutning lader det nu stort set være op til producenterne at vurdere, hvorvidt deres produkter er uden risici for forbrugerne og hvorvidt, producenterne ønsker en egentlig godkendelse.

De nye regler betyder, at sundhedsmyndighederne ikke længere vil have noget overblik over, hvilke gensplejsede fødevarer, der findes på markedet. Det betyder, at en forbruger, der har mistanke om, at have f.eks. allergiske reaktioner i forbindelse med indtag en bestemt fødevare, ikke vil kunne få at vide, om den er gensplejset eller ej.

De amerikanske landbrugsmyndigheder, der er ansvarlige for godkendelser til udsætning af gensplejsede organismer i landbrugsøjemed, indførte ligeledes nye regler, der undtog gensplejsede tomater, majs, sojabønner og kartofler fra en miljømæssig forhåndsgodkendelse før udsætning i miljøet. Tomaten er således ikke miljømæssigt godkendt.

Kritikken

De amerikanske myndigheders beslutning har ført til en hæftig kritik fra en lang række miljø- og forbrugergrupper, der også har iværksat forskellige kampagner mod de gensplejsede fødevarer. Kritikerne har opstillet 3 krav:

For det første kræves det, alle gensplejsede produkter testet og godkendt af af sundhedsmyndighederne før markedsføring, da myndighedernes egen liste over mulige risici er lang (se kap. 5). Hvad angår tomaten, har brugen af antibiotika-resistens-markørgener været kritiseret (se afsnit 2.2.4).

For det andet kræves det, at alle gensplejsede produkter bliver tydeligt mærket, så forbrugerne ved, hvad det er de køber. I USA har myndighederne ingen aktuelle planer om at kræve mærkning af gensplejsede fødevarer. Tomaten vil således ikke blive mærket.

For det tredie kræves det, at der som princip bør ske en godkendelse af alle forsøgsudsætninger i USA. Producenterne skal tvinges til at fremsende data, der sandsynliggør, at miljøet ikke vil tage skade. Calgene fremsendte f.eks. kun 10 linier uden dokumentation om miljøforholdene. Idag bliver halvdelen af forsøgsudsætningerne på landbrugsområdet ikke engang anmeldt til myndighederne.

Producenternes svar

Calgenes politik for markedsføringen af tomaten var i starten, at man ville følge lovgivningen. Men efter dereguleringen, altså at lovgivningen nu ikke længere kræver godkendelse af hverken tomaten som fødevare eller af udsætningen, ændrede Calgene politik og søgte frivilligt godkendelse af det indsatte markørgen (kanamycin-genet) som et tilsætningsstof hos sundhedsmyndighederne.

De amerikanske sundhedsmyndigheder godkendte tomaten i d. 18. maj 1994 ved at erklære, at tomaten var lige så sikker at spise som en traditionel tomat. Tomaten var som nævnt den første hele GM-fødevare, og det kan nu forventes, at en lang række fødevarer følger efter, men i overensstemmelse med lovgivningen uden myndighedernes godkendelse.

De, der er tættest på en markedsføring synes at være sojabønner, der er gjort resistente mod herbicidet Round Up, kartofler, der er gjort resistente mod Colorado-billen via indførsel at et Bt toxin, og squash, der er gjort virus-resistent. Squashen skal dog godkendes af både de de amerikanske landbrugsmyndigheder, sundhedsmyndigheder og miljømyndigheder. Foreløbig ser det ud til, at landbrugsmyndighderne ikke har nogle betænkeligheder, modsat en række miljøorganisationer, der har ønsket foretaget egentlige miljøforsøg og -vurderinger af planten, også fordi squashen har mange vilde slægtninge i USA.

Sundhedsmyndighederne har erklæret, at det i øjeblikket overvejer 3 områder i forbindelse med dets fødevarepolitik, nemlig mærkning, allergenicitet og anmeldelse før produktion. Hvornår disse overvejelser ser dagens lys, kan der ikke opnås et svar på.

Sundhedsmyndighederne krævede ikke, at tomaten skulle mærkes. Calgene har valgt af sig selv at gøre rede for, hvordan tomaten er fremkommet på de steder, hvor den sælges. Derudover har man valgt at kalde tomaten "McGregor", der for amerikanere symboliserer noget landligt og hyggeligt.

Den kraftige forbrugerreaktion har også for nylig ført til, at fødevaregiganten Campbell Soup Compagny har erklæret, at de ikke har nogen aktuelle planer om at markedsføre genspejsede fødevarer i deres produkter. Campbells reaktion er et svar på en trussel fra forbruger- og miljøgrupper om at iværksætte en verdensomspændende boycot af alle Campbells produkter, hvis Campbell ikke gav en klar melding.

Ligeledes har en lang række førende chefkokke i USA startet en kampagne, hvor restauranter tydeligt markerer ved en mærkning, at de ikke vil servere gensplejset mad. Denne kampagne har allerede fået tilslutning fra over 1500 restauranter.

Udviklingen i USA kommer dog til at betyde noget for danske forbrugere meget hurtigt. For hvorledes vil danske myndigheder eller for den sags skyld EU forholde sig til den import af de fødevarer, som kan være eller indeholde gensplejsede produkter? Mange af produkterne vil som nævnt ikke engang være godkendt i USA og vil ikke være mærkede. Importørerne vil ofte heller ikke have noget kendskab til fødevarernes oprindelse fødevarerne er gensplejsede.

Det kan heller ikke kontrolleres analytisk, da der idag ikke findes nogen kontrolmetoder, der kan påvise, om en fødevare indeholder gensplejsede organismer eller er gensplejset. Derfor vil der være en risiko for, at forbrugerne i de nærmeste år kan komme til at spise gensplejsede amerikanske fødevarer uden at vide det. I første omgang vil det kunne være amerikanske tomater, majs, sojabønner og kartofler, eller forarbejdede fødevarer, der indeholder disse grøntsager, der kan være gensplejsede.

Europa

Også i Europa er der en GM-tomat på vej. Det er Zeneca/ICI, der har udviklet en lignende tomat med de samme egenskaber som Calgenes. Det har da også omgående ført til en retssag i USA om, hvem der kom først med den anvendte teknik og hvem der således har rettighederne og patentet på tomaten.

Sagen blev afgjort fornylig og resulterede i et kompromis, hvor Calgene fik markedsmonopolet på den friske tomat, mens Zeneca/ICI fik markedsrettighederne på den kogte udgave af samme tomat. Kompromisset kan skyldes, at rygter har gået om at Zeneca/ICI's tomat ikke havde et særlig appetitligt skin. Kompromiset betyder også, at Campbell (se ovenfor) nu har indgået en aftale med Zeneca/ICI om deres tomat.

Patentet betyder, at det vil være ulovligt at tage et frø fra Calgenes tomat og så den i sit eget drivhus uden at betale en afgift til Calgene.

2.2.3 HerbicidresistensTilbage til top

Det er udviklingen af herbicidresistente afgrøder, der dominerer de udsætningsforsøg, der hidtil er foretaget. Det betyder også, at det kan forventes at mange af dem vil blive søgt markedsført i de kommende år og dermed også indgå i vor fødevareforsyning.

Herbicid-resistente afgrøder er planter, der er modificeret til at kunne modstå herbicidernes giftige virkning. Nogle herbicider som feks, Round Up dræber både ukrudt og afgrøder, da det er et bredspektret middel. Derfor kan Round Up heller ikke umiddelbart anvendes på en række afgrøder. For at udvide brugen af herbicider, der typisk dræber en afgrøde, har store firmaer udviklet afgrøder, der er modstandsdygtigt overfor et bestemt herbicid.

I Round Ups tilfælde er det Monsanto, der fremstiller Round Up, der genetisk har modificeret en lang række afgrøder såsom sukkerroer, majs og sojabønner, til at være resistente mod Round Up. Monsanto er kun et eksempel på en lang række af de største bioteknologiske og kemiske firmaer, der er gået den vej (se tabel 2.3).

Tabel 2.3: De vigtigste herbicider, hvor der er udviklet resistens (USA):Tilbage til top

Herbicid Almindeligt handelsnavn % af herbicid- resistente ansøgninger
Glyphosat Round Up 42
Gluphosinat Basta, Ignite 40
Bromoxylil Buctril 9
Sulfonylurea Glean, Oust 7

Efter Union of Concerned Scientist, juni 1994.

For at skabe en resistent afgrøde følger firmaerne principielt to veje: Enten tilføjes et gen, som afgifter herbicidet eller også ændres plantens følsomhed overfor herbicidet.

Herbicidresistente afgrøder er særdelses kontroversielle, idet kritikere mener, at det fører landbruget i den forkerte retning, nemlig til stigende afhængighed af kemi. Og det vil igen betyde, at en lang række af de problemer, der allerede eksisterer i den forbindelse, vil blive forstærket.

Det er stik imod de løfter, som industrien i mange år har givet om, at brug af genteknologi ville føre til en eliminering af eller reduktion af anvendelsen af pesticider. Industriens forsvar for denne nye strategi kan opsummeres som følger:

Miljømæssige risici

Der er to typer miljømæssige risici: For det første er der en mulighed for, at de herbicidresistente gener kan blive overført til andre planter, i værste tilfælde til ukrudt. Hvis dette kan forudses af myndighederne, vil der ud fra et reguleringssynspunkt ikke være noget problem.

Men der kan også være en anden effekt, som måske ikke direkte er relateret til indførslen af herbicidresistente planter som sådan, men alligevel er et direkte resultat af dette. Da det kan forudses, at introduktionen af disse GMO-planter kan foranledige et øget forbrug af herbicider, kan det resultere i en ekstra kemisk belastning af miljøet. F.eks. kan planter, der er resistente overfor atrazin, øge forbruget af atrazin. Når først herbicidet er godkendt er det utroligt vanskeligt at etablere grænser for den miljømæssige belastning.

Debatten over herbicidresistente planter giver et billede af de begrænsninger i teknologivurderinger i forbindelse med miljølovgivning. Der findes ingen institutionel konsensus om, hvordan sekundære effekter af en teknologi kan inddrages i vurderingen, hvis der ikke direkte er nogen effekter på sundhed og miljø. Andre eksempler kunne være øget kemisk afhængighed eller landbrugets stigende afhængighed af kapital, som heller ikke eksisterer som en vurderingsparameter i lovgivningningen. Alt tyder på, at der må skabes nye reformer, hvis sådanne virkninger skal implementeres i vurderingen.

Den verserende markedsføringstilladelse af en herbicidresistent raps handler netop om dette emne. Miljøstyrelsen har her som følge af den danske høring besluttet, at forsøge skriftligt at argumentere for, at en vurdering af de sekundære effekter ved en markedsføring af den herbicidresistente raps også ligger inden for rammerne af udsætningsdirektivet, men det er blevet afvist af f.eks. den engelske ekspertkomite, der indledende havde givet grønt lys for tilladelsen.

Sagen bliver nu taget op i EU i en særlig komite, hvor den kan afgøres ved afstemning og der derfor blot skal være et kvalificeret flretal for en markedsføringsgodkendelse før den går igennem. Sagen kan derfor få særdeles stor betydning for efterfølgende markedsføringsgodkendelser og er derfor spændende at følge. Mindst ligeså vigtigt er det at følge Europa-Kommissionens forslag til deregulering af udsætningsdirektivet, herunder markedsfæring, som kan sætte ovenstående diskussion ud af kraft, da direktivet er ændret således, at der ikke længere skal foretages så omfattende vurderinger.

Alt dette vil blive afklaret her i efteråret, og kun en kraftig modstand mod disse planer synes nu at kunne hindre en deregulering. Den kraftige modstand har foreløbig vist sig i Holland og i 1994 i Tyskland, hvor forsøgsudsætninger er blevet ødelagt af ukendte personer. Spørgsmålet er nu, om denne tendens vil brede sig? Det er der desværre meget der tyder på, dels fordi dereguleringen ikke er ønsket af den brede befolkning, men af industriinteresser, dels fordi der vil ske en lempelse af den miljøvurdering, der skal foretages med øget risiko for, at noget går galt.

Forbrugernes rolle

Bagmændene er bioteknologifirmaerne og herbicidproducenterne. Forbrugerne har ingen mulighed haft for direkte at udtrykke deres mening om den samfundsmæssige brug af herbicidresistente afgrøder. Der er ikke meget der tyder på, at den samfundsmæssige værdi af disse produkter vil blive debatteret, med mindre de er en del af en specifik miljøtrussel eller sundhedstrussel.

Det kunne ske på markedspladsen, men det forudsætter, at produkter, der var fremstillet af f.eks. herbicidresistent mel, bliver mærket hermed og med, hvilket herbicid, der var anvendt. Hvis forbrugerne f.eks. fik et valg mellem at købe et brød, bagt af mel, der stammede fra atrazinresistente kornsorter, og et brød, bagt af mel, der stammede fra glyphosatresistente kornsorter (altså kornsorter, der er resistente over for glyphosat), er det sandsynligt, at de fleste ville vælge sidstnævnte brød.

Men hvis forbrugerne derudover fik muligheden for at vælge brød, bagt af økologisk mel, ville mange vælge dette brød (her forudsættes det, at forbrugerne oplyses ved mærkning om, hvordan brødet er fremstillet).

Af dette eksempel kan ses, at hvis forbrugerorganisationer og -bevægelser kan overbevise en række supermarkedskæder om, at en mærkning af alle genmodificerede levnedsmidler m.v. vil betyde et øget salg og dermed et øget overskud - eller at en mangel på mærkning vil betyde et fald i salget og dermed vil skade overskuddet - vil fremtiden for alle brød fremstillet af herbicidresistente kornsorter - både glyphosatbrød og atrazinbrød - ikke se særlig lys ud.

TILBAGE TIL INDHOLDSFORTEGNELSE | VIDERE TIL KAP. 3


10.03.1999 TILBAGE TIL TOP © I/S ØkoAnalyse